Computerspil sender flere helt unge i behandling for ludomani

Skrevet af admin

08/05/2016

Dagens topnyheder

Flere og flere af de danskere, der har brug for hjælp til at stoppe med at spille om penge, er under 18 år.

Det oplyser Center for Ludomani, der egentlig er et tilbud til voksne med et sygeligt forhold til gambling, skriver Jyllands-Posten.

Men på grund af mange henvendelser fra forældre til teenagere har centret besluttet at tilbyde såkaldte vejledende samtaler til unge mellem 15 og 17 år og deres forældre.

Ifølge Center for Ludomani skyldes stigningen i antallet af helt unge ludomaner blandt andet, at man i flere og flere klassiske computerspil nu også kan spille om penge.

- Ludomanerne bliver yngre og yngre. Derfor er der grund til at slå alarm nu, for spilindustrien udvikler spil, der målretter sig mod de unge, og spil kan ødelægge unge mennesker, siger Henrik Thrane Brandt, der er behandlingsleder på Center for Ludomani, til Jyllands-Posten.

Tidligere var en typisk ludoman i midten af 30'erne. I dag er gennemsnitsalderen under 30 år, og hver fjerde er yngre end 25 år. Samtidig er andelen af de helt unge under 18 år stigende.

Sidste år hjalp centret 19 unge under 18 år. Men i årets første fire måneder har der allerede været 22 unge under 18 år til vejledende samtaler.

- Det helt store problem er, at de computerspil, som drenge typisk kan bruge rigtig mange timer på, nu også tilbyder forskellige former for gambling. De seneste måneder har vi fået øjnene op for, at der virkelig er et problem her, siger Henrik Thrane Brandt.

Han peger konkret på det populære computerspil Counter-Strike, hvor såkaldt skin-betting er blevet muligt. Det betyder, at man kan købe og også satse sine såkaldte skins for at få bedre våben i skydespillet.

Ifølge Frederiksberg Centeret, hvor man behandler unge med et problematisk forbrug af computerspil, har man kendskab til børn ned til ti år, som spiller Counter-Strike om penge.

/ritzau/