Conboys frisparksmål sikrer Nijmegen vigtig sejr

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

NEC Nijmegens danske forsvarsspiller Kevin Conboy var kraftigt bidragende, da holdet søndag tog en vigtig 3-1-sejr hjemme over ADO Den Haag i den hollandske æresdivision.

Den tidligere Esbjerg-spiller bragte nemlig Nijmegen foran, da han efter en halv times spil krøllede et frispark i nettet. Det var danskerens tredje scoring i Æresdivisionen i år.

Målet indledte et par hektiske minutter i kampen. Minuttet efter udlignede ADO Den Haag på et straffespark, men to minutter senere genskabte belgiske Marnick Vermijl hjemmeholdets føring.

I anden halvleg slog Rene Van Eijden sejren fast for værterne.

Nijmegens anden dansker, Søren Rieks, spillede hele kampen og nåede undervejs at rage et gult kort til sig.

Med sejren rykker NEC Nijmegen fra sidstepladsen op på 16.-pladsen.

ADO Den Haag, der stillede op uden skadede Mathias Gehrt, rykkede med nederlaget ned på andensidstepladsen.

Senere søndag spiller Ajax, der har fem danskere i truppen, topkampe mod Mathias Zanka Jørgensens PSV.

/ritzau/