Concordia-kaptajn tiltalt for uagtsomt manddrab

Kaptajnen står tiltalt for adskillige tilfælde af uagtsomt manddrab og for at have forladt sit skib, da det 13. januar sidste år ramte en klippe ud for øen Giglio og delvist sank.

Hovedpersonen, som er blevet døbt »kujonkaptajnen« af flere medier, nægter fortsat sin skyld i katastrofen.

Han har tidligere taget ansvar for at have begået fejl, men nægter at have det fulde ansvar for forliset. Under høringerne i sagen i efteråret lagde hans forsvarer desuden vægt på, at kaptajnens indonesiske styrmand havde misforstået en ordre om at undgå klipperne ved den toscanske ø.

Kaptajnens advokater siger ifølge BBC, at han risikerer en straf på op mod 20 års fængsel, hvis han dømmes skyldig.

Der var 4.229 passagerer ombord på krydstogtskibet, da det kæntrede. De fleste har allerede accepteret en kompensation på omkring 11.000 euro hver, svarende til cirka 82.000 kroner.

Dagens Gossip