Concordia-overlevende: Kaptajnen er skyldig

Kaj Mattesen og hans kone vil sidde klistret ekstra godt til skærmen, når retssagen mod kaptajnen fra krydstogtskibet Costa Concordia genoptages mandag.

Ægteparret fra Sønderborg var om bord på det havarerede skib, da det forliste i januar 2012 i det nordlige Italien, hvor 32 personer mistede livet.

Selv om ægteparret fra Sønderborg er "kommet videre", håber de, at kaptajnen kendes skyldig i uagtsomt manddrab og for at have forladt sit skib i utide.

- For os står det soleklart, at manden er skyldig, da han havde kommandoen over skibet. Det er kun ham, der kan have skylden. Så vi vil da blive glade, hvis han bliver dømt.

- Vi er ikke dommere, men mener, at han i hvert fald skal have "en god sjat", siger Kaj Mattesen til Ritzau.

Sammen med et vennepar var Kaj Mattesen og konen de eneste danskere om bord på det 114.500 ton tunge skib - alle fire overlevede.

Kaj Mattesen forklarer, hvordan alt var kaos, da de fire danskere stod på dækket, hånd i hånd, og forsøgte at kæmpe sig til en plads i en redningsbåd.

- Vi stod alle mand på dækket, klemt sammen, og ventede på at komme om bord på en redningsbåd. Vi kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke kunne få en plads. Der var skrig og skrål, og intet var professionelt.

- Heldigvis kom vi alle fire med i den sidste redningsbåd. Allerede da hældte skibet så meget, at vi måtte holde fast i skibets altaner på vej ned, siger Kaj Mattesen.

Kaptajnen selv, Francesco Schettino, nægter anklagerne. Men indrømmer, at han begik fejl.

- Det var et banalt uheld, hvor der skete et nedbrud i samspillet mellem mennesker, sagde Schettino til italiensk tv efter ulykken.

Fire besætningsmedlemmer og en ledende medarbejder fra rederiet Costa Crociere er allerede blevet dømt for uagtsomt manddrab med fængselsstraffe på op til små tre år.

For Kaj Mattesen er der dog ingen tvivl om, at den største pil peger på kaptajnen.

- Han skal dømmes for det, han har gjort. Vi var jo bange for ikke at overleve. Vi er kommet videre og har ingen men, men vi vil aldrig glemme det, slutter Kaj Mattesen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV