Congolesisk påstand: Nordmand blev dopet og kvalt

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Congolesisk politi hævder, at norske Tjostolv Moland blev dopet, inden han blev kvalt i sin fængselscelle i den congolesiske hovedstad Kinshasa. Det skriver den norske avis VG tirsdag.

Det har tidligere heddet sig, at Moland begik selvmord, men tirsdag valgte congolesisk politi - til det norske kriminalpoliti, Kripos', store overraskelse - at tiltale Molands cellekammerat - norske Joshua French - for mordet.

- Det er underligt, at de har fundet et stof i Moland, som Kripos ikke har fundet. Kripos' rapport er helt entydig, og de ledte efter en række midler, som han teoretisk set kunne have fået i sig.

- Men de fandt ingenting, siger Joshua Frenchs advokat, Hans Marius Graasvold, til VG.

De to militæruddannede nordmænd blev anholdt i 2009, efter at deres chauffør blev fundet dræbt. De blev siden dømt til døden ved tre retsinstanser i Den Demokratiske Republik Congo.

Tjostolv Moland blev i august fundet død i fængselscellen, som han kun delte med Joshua French.

Efter invitation fra congolesiske myndigheder deltog Kripos i efterforskningen og obduktionen.

- Dette nære samarbejde ledte til en fælles konklusion om, at der ikke var gjort fund, som skulle tilsige, at det var grundlag for nogen mistanke om kriminelle forhold knyttet til Molands død, lyder det fra det norske udenrigsministerium.

- På dette grundlag stiller vi os uforstående over for, at French nu er tiltalt for drab.

Joshua French er født og opvokset i Norge, men hans far er fra Storbritannien. Derfor har han både norsk og britisk statsborgerskab.

Han har baggrund i det norske militær, hvor han mødte Tjostolv Moland. De startede et sikkerhedsselskab i Uganda, efter at de havde forladt forsvaret. Da de blev anholdt i 2009, hævdede de at ville arbejde som sikkerhedsvagter i DRCongo.

/ritzau/