Connie Hedegaard jubler over EU's langtidsbudget

Skrevet af admin

19/11/2013

Mest læste i dag

EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, jubler over EU's nye langtidsbudget, der tirsdag er blevet endeligt godkendt i Europaparlamentet.

- I dag er en utroligt vigtig dag for Europa og for kampen mod klimaforandringer, siger hun i en pressemeddelelse.

EU's nye langtidsbudget, der går fra 2014 til 2020, sætter nemlig markant flere midler af til klimatiltag.

Ifølge kommissæren vil mindst 20 procent ud af det samlede budget på knap 7500 milliarder kroner gå til klimarelaterede sager. Det sker primært gennem klausuler i de forskellige poster på budgettet.

- Dette er et stort skridt fremad for vores indsats mod klimakrisen. I stedet for at blive parkeret i et hjørne af EU-budgettet, bliver klimaindsatsen nu en integreret del af alle de store forbrugsområder.

Ifølge EU-Kommissionen vil det være en tredobling af pengene til klimaindsatsen og vil tilsammen på sigt kunne løbe op i 1340 milliarder kroner over de næste syv år.

- Det understreger endnu en gang Europas ledende position i kampen mod denne store udfordring. Så vidt jeg ved, er EU den første region i verden, som bredt indfører klimaindsatsen i hele sit budget, siger Connie Hedegaard.

Klimaindsatsen er i det nye budget tænkt ind i blandt andet en af de helt store poster - landbrugspolitikken.

Her skal mindst 30 procent af pengene bruges på klimarelaterede projekter, hvilket på sigt skal skabe bedre muligheder for at investere i klimavenligt landbrug.

/ritzau/