Connies kvoter får oprejsning i Strasbourg

Miljøet og klimakommissær Connie Hedegaard fik onsdag revanche, da EU-Parlamentet stemte ja til et revideret forslag om at trække 900 millioner klimakvoter ud af markedet.

Forslaget har til hensigt at øge prisen på forureningskvoterne og gøre det mindre fordelagtigt at bruge kul.

Jo færre drivhusgasser en virksomhed udleder, desto færre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Parlamentet stemte ét ændringsforslag igennem og stemte nej til de resterende, der havde til hensigt at revidere og dermed udvande det oprindelige forslag.

Dermed er der kun sket én ændring i forhold til det oprindelige forslag, som parlamentarikerne i april stemte nej til med et flertal på blot 19 stemmer. Det skete af frygt for, at det ville blive for dyrt for virksomhederne.

Dengang blev prisen halveret umiddelbart efter afstemningen, men nu ligger den stabilt på lidt over fire euro.

Under onsdagens afstemning blev det reviderede forslag vedtaget med den ændring, at EU-Kommissionen maksimalt må trække 900 millioner kvoter ud af markedet, hvis det ikke medfører risiko for, at virksomheder flytter ud af EU.

I forslaget indskærpes det, at kvoterne kun må trækkes ud af markedet én gang frem mod 2020.

Parlamentarikerne stemte nej til, at de kvoter, der trækkes ud af markedet, genintroduceres året efter, de er trukket ud. Ifølge det oprindelige - og nu gældende - forslag var det tidligst i 2019.

Desuden stemte parlamentarikerne nej til et andet forslag om, at en del af overskuddet fra salg af kvoter skal gå til en fond, der støtter udviklingen af miljøvenlig teknologi og reducerer udledningen af drivhusgasser for industrivirksomheder.

Dermed har parlamentarikerne vedtaget deres indspil, og forhandlingerne med EU's medlemslande kan nu begynde.

/ritzau/

Dagens Gossip