Contador bekræfter: Jeg kører Vuelta

Alberto Contador kører sit hjemlands store etapeløb Vuelta a Espana. Det meddeler han selv via twitter i en videooptagelse, hvor han sidder med en stor forbinding om det ene ben.

- Jeg har trænet i 10 dage, og i går kørte jeg for første gang over et bjergpas uden smerter. Det glæder mig og motiverer mig, og derfor har jeg besluttet at køre, siger spanieren, der også taler om at ville køre efter etapesejre i løbets sidste uge frem for at køre efter den samlede sejr.

- Jeg ved, at det er et Vuelta a Espana, som jeg må køre på en anden måde, end jeg havde tænkt mig i begyndelsen af sæsonen, og som jeg ville køre Tour de France.

- Måske kan jeg køre efter etapesejre i løbets sidste uge. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan i dagene op til løbet, og glæder mig til at møde frem i Jerez, fortsætter han.

Alberto Contador styrtede og pådrog sig et brud på skinnebenet på 10. etape af Tour de France, hvorefter han udgik.

Mens Alberto Contador selv tidligere havde udelukket at kunne deltage i Vuelta a Espana, har hans chef Bjarne Riis flere gange antydet, at den sag slet ikke var afgjort. Nu viser det sig, at Riis fik ret.

At spanieren nu fortæller, at han har trænet godt i 10 dage stemmer også med, at cykelmotionister i sidste uge kunne fortælle, at de havde set Contador træne godt og hurtigt på stigningerne omkring Lugano-søen, hvor han bor.

Også sidste års vinder af Tour de France, Chris Froome (Sky) kører Vuelta. Briten udgik som Contador af Tour de France efter styrt.

Froome skal formentlig duellere med vinderen af Giro d'Italia, Nairo Quintana (Movistar), om sejren i det spanske etapeløb, som køres fra den 23. august til 14. september.

/ritzau/

Dagens Gossip