Contador bevarer optimismen: Vi har undgået uheld

Skrevet af admin

12/07/2015

Dagens topnyheder

Tinkoff-Saxo-kaptajnen Alberto Contador går ind til mandagens hviledag med optimismen intakt, selv om han søndag tabte tid til førende Chris Froome (Sky) i holdtidskørslen i Tour de France.

Det russiske hold med danske Michael Valgren blandt de ni ryttere kørte 27 sekunder langsommere end Sky og yderligere et sekund dårligere end etapevinderen, BMC.

- Vi tabte lidt tid, men det er ikke så slemt. Jeg er ganske godt tilfreds med holdet. Alle gjorde alt, hvad de kunne. Det vigtigste er, at vi har gennemført den første del af løbet uden uheld, siger Alberto Contador.

I den samlede stilling er spanieren nu avanceret to pladser til femtepladsen, men der er nu 1.03 minut op til Froome, inden løbets bjergetaper begynder på tirsdag.

Etaperne i Pyrenæerne i den kommende uge vil give svar på mange spørgsmål, mener han.

- Situationen er okay for mig på dette tidspunkt af Touren. Froome fører og ser stærk ud, men vi mangler stadig mange etaper. Vi må se, hvordan det hele går i Pyrenæerne, før vi kan sige mere. De etaper er meget vigtige, siger Contador.

I den samlede stilling er han den næstbedste af de fire store. Nairo Quintana (Movistar) er aktuelt nummer ni med 1.59 op til Froome, mens Vincenzo Nibali (Astana) på 13.-pladsen er 2.22 minutter bagud.

/ritzau/