Contador brokker sig over tidstab til Froome

Skrevet af admin

10/06/2016

Mest læste i dag

Sky-rytteren Chris Froome halede torsdag ni sekunder ind på den førende rytter Alberto Contador på den flade 4. etape af cykelløbet Criterium du Dauphine.

Og det er Contador og resten af Tinkoff-holdet sure over, da de mener, at torsdagens tidstab burde blive neutraliseret, fordi det skete inden for de sidste tre kilometer af etapen.

Der findes en regel i cykelsporten, der slår fast, at hvis ryttere mister tid på grund af styrt inden for de sidste tre kilometer, så skal tidstabene annulleres.

Tinkoff forklarer, at et sent styrt omkring to kilometer fra mål var tæt på at sende Contador i asfalten, og styrtet betød også, at feltet blev splittet, og Contador havnede i den tunge ende.

Den spanske kaptajn nåede på grund af den efterfølgende uro i feltet aldrig at komme helt op til sprinterne, der kæmpede om etapesejren, som norske Edvald Boasson Hagen tog.

- Jeg blev fanget nede bagi, og jeg tabte ni sekunder til nogle af de andre klassementsryttere.

- Sandheden er, at ni sekunder ikke bekymrer mig. Hvad der bekymrer mig mere, er, om tre kilometer-reglen bliver fulgt eller ej. Reglen skal overholdes, og vi skal have klarhed, siger Contador til holdets hjemmeside.

- Feltet blev splittet før målstregen på grund af et styrt, lyder det fra en irriteret Contador.

Tidstabet betyder, at Contador nu kun fører med sølle fire sekunder ned til Froome inden weekendens tre bjergetaper.

Richie Porte (BMC), som også blev fanget længere nede i feltet på grund af styrtet, er fortsat seks sekunder efter Contador.

/ritzau/