Contador fik klø og tabte tid på Alpe d'Huez

Således tabte Alberto Contador 57 sekunder til Chris Froome i den samlede stilling. Briten var dog selv i problemer og tabte et minut til Nairo Quintana fra Movistar, som nu ligger nummer tre i klassementet.

Torsdagens 18. etape på 172.5 kilometer fra Gap til Alpe d'Huez blev dog en sejr for danske Jakob Fuglsang, der kørte sig frem i det samlede klassement og ligger nu nummer syv - 9.33 efter Chris Froome.

Et tidligt udbrud fik fra etapens begyndelse lov til at køre væk fra feltet med Froome og resten af favoritterne. Her sad blandt andre den senere vinder Christophe Riblon (AG2R), Jens Voigt (RadioShack), TeJay van Garderen (BMC) og Moreno Moser (Cannondale).

Team Saxo-Tinkoff spillede allerede tidligt på etapen offensivt ud og sendte Nicolas Roche og Sergio Paulinho i angreb. Men det, der skulle have været en hjælp til Alberto Contador senere på etapen, endte i ingenting.

Taktikken mislykkedes nemlig totalt, da de to efter en længere periode at have siddet på mellemhånd, blev hentet af favoritgruppen ude af stand til at gøre fra eller til. Det danske cykelhold rørte herefter ikke på sig på den første tur over Alpe d'Huez.

Men pludselig forsøgte Alberto Contador et angreb sammen med Roman Kreuziger på nedkørslen efter Col de Sarenne. Angrebet virkede dog noget halvhjertet, og med hjælp fra Movistar fik Team Sky og Chris Froome hentet spanieren ind igen. Og så var favoritgruppen samlet før den sidste opstigning på Alpe d'Huez.

Med ni kilometer tilbage af etapen angreb Chris Froome selv sine nærmeste konkurrenter, og her kunne Alberto Contador slet ikke svare igen. Bjarne Riis' spanske stjernerytter blev sat helt af og kom altså i mål næsten et minut efter Froome, som nummer 11 lige efter Fuglsang på 10. pladsen.

I stedet bankede Chris Froome af sted op af Alpe d'Huez sammen med Nairo Quintana (Movistar) og Joachim Rodriguez (Katusha). De tre fik herefter følgeskab af Team Skys Richie Porte, der igen agerede luksushjælper for Froome i den gule trøje.

Men ligesom det tegnede til endnu en magtdemonstration fra Chris Froome, indtraf krisen hos løbets førende rytter med omkring fire kilometer til mål. Briten viftede desperat efter sin følgebil, men måtte ikke få den frem.

Det lignede, at Chris Froome ganske enkelt gik sukkerkold. Det så Nairo Quintana og Joachim Rodriguez, der efterlod Froome i sin hidtil største krise i dette års Tour de France.

Foran dem udspillede sig endnu et drama. Tejay van Garderen lå længe alene, men Christophe Riblon hentede den fuldstændig udmattede amerikaner med to kilometer tilbage og kunne herefter køre i mål som vinder af årets kongeetape.

Efter de to fulgte Moreno Moser som nummer tre, mens Nairo Quintana blev nummer fire.

Se billeder fra dagens etape herunder

Dagens Gossip

Dagens TV