Contador har allerede tankerne på Tour de France

Trods store problemer på lørdagens etape sikrede Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) sig reelt sejren i Giro d'Italia ved at holde et forspring på godt to minutter til Fabio Aru på andenpladsen.

Dog skal Contador lige trille cyklen over stregen i Milano søndag. Selv om han har været involveret i flere styrt i løbet, tænker han alligevel allerede på næste mål - Tour de France.

- Vi (holdet, red.) skal have en god middag i aften, selvom jeg skal passe på min vægt til Touren. Giro d'Italia er sikret nu, vi mangler kun etapen i morgen, så jeg tænker allerede på mit næste mål, siger Contador i en pressemeddelelse fra holdet.

Contador indrømmer, at han havde det svært på etapen til Sestriere, hvor konkurrenterne Fabio Aru og Mikel Landa satte ham til vægs, men han frygtede aldrig for den lyserøde førertrøje.

- Der var på intet tidspunkt, hvor jeg følte, at den lyserøde trøje var i fare. Jeg forblev rolig, for jeg vidste, at forskellen i fart i grupperne ville være lille, fortæller den spanske etapeløbsstjerne.

Nu kan kun uheld forhindre ham i at blive hyldet som vinder i Milano søndag, men han har ikke vundet en eneste etape i årets løb.

Til gengæld har konkurrenterne Fabio Aru og Mikel Landa nu hver to sejre i årets Giro efter førstnævntes sejr lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip