Contador i comeback i fransk storløb

Sæsonen 2013 har været alt andet end det, Alberto Contador drømte om. Bare en enkelt sejr i et ubetydeligt argentinsk etapeløb tilbage i januar måned og et gennemført skuffende Tour de France er delelementer i den 30-årige spaniers sæson hidtil.

Siden Tour de France har Contador luftet en meget lav profik og kun været til start i Clasica San Sebastian. Men det, der kunne ligne en tidlig sæsonafslutning for verdens engang altdominerende etapeløbsrytter, tegner nu til at være en kunstpause.

- Jeg har ikke holdt pause i mere end ti dage sammenlagt. Efter Touren fortsatte jeg med at træne til San Sebastian, derefter tog jeg en pause på fem eller seks dage, inden jeg genoptog træningen, forklarer han til cyclingnews.

Contador erkender, at hans løbsprogram på sæsonens bagkant er usædvanligt. Efter nedturen i Frankrig besluttede Contador i samråd med Bjarne Riis at slikke de mentale sår og droppe titelforsvaret i Vuelta España, som Team Saxo-Tinkoffs kaptajn ellers vandt sidste år.

- Løbskalenderen er meget usædvanlig for mig med udelukkende endagsløb, omkring otte klassikere inklusive VM. Det er der, jeg gerne vil være i topform, sammen med Lombardiet Rundt, siger Contador, der altså stadig kan nå at retfærdiggøre den tocifrede millionhyre, som under Tour de France fik holdets russiske sponsor Oleg Tinkov til at skumle på sociomediet Twitter.

Contador er til start i det franske World Tour-løb GP Plouay søndag, men uden at forvente andet end ømme ben og en sund appetit.

- I det første af de otte løb gælder det primært om at få løbsfart i benene igen, fortæller han, og det samme gælder for Paris-Bruxelles og GP Fourmies. I de to løb i Canada vil jeg gerne på et godt niveau med tanke på VM, understreger Contador, som er bevidst om, at hans VM-forberedelse er utraditionel.

- Næsten alle, som gerne vil køre godt til VM kører Vueltaen, men jeg tror ikke, at det er umuligt at nå topformen. Jeg træner hårdt, træner meget udholdenhed og simulerer VM-betingelser. Man kan ikke få løbsrytmen fra Vueltaen ved at træne, men jeg håber, at jeg bliver klar, siger Contador, der har noteret sig Team Saxo-Tinkoffs succes med to etapesejre og en dag i førertrøjen i løbets indledende uge.

- Jeg forsøger at følge med, specielt mine Saxo-Tinkoff holdkammerater. De har fået to sejre med Nicolas Roche og Michael Mørkøv, og vi har ryttere, der kan være med helt fremme. Det er et rigtig stærkt hold, og der kommer flere sejre, vurderer Contador, som savner den spanske rundtur, han har vundet to gange tidligere i karrieren.

- Det er et løb, jeg godt kan lide, og som jeg har rigtig gode minder fra, men jeg traf beslutningen, da kalenderen blev planlagt, og vi blev enige om, at jeg ikke skulle køre det, fordi der er andre ryttere på holdet, som også skulle have muligheden efter at have ofret sig for mig. Desuden er det vigtigt med det her pointsystem, at andre ryttere kan score point. Beslutningen var rigtig, selvom jeg savner det lidt nu.

Dagens Gossip

Dagens TV