Contador: Jeg fortsætter hos Riis

Inden Bjarne Riis torsdag annoncerede, at han takket være Saxo Bank havde finansieringen af sit cykelhold på plads næste år, blev der spekuleret kraftigt i Alberto Contadors fremtid

Holdets kaptajn blev på rygteplan sendt væk fra Riis, men det har intet haft på sig, slog spanieren fast på pressemødet i Madrid.

- Der har været meget snak, og der har været talt om krise med holdet og Bjarne Riis.

- Det hele er løgn. Jeg fortsætter med Riis og Saxo Bank, og det er jeg glad for, for jeg har aldrig haft så godt et samarbejde med en sportsdirektør, sagde Contador.

Formel 1-køreren Fernando Alonso har i dette efterår arbejdet kraftigt på at overtage licensen fra Euskaltel-Euskadi-holdet, der på grund af manglende sponsorer ikke fortsætter næste år.

Alberto Contador ville være en oplagt kaptajn for et storstilet spansk cykelprojekt, og privat er han gode venner med racerkøreren.

Han hævder dog at være loyal over for den kontrakt, han har skrevet med Bjarne Riis og som gælder for de kommende to år.

- Alonso er i gang med et projekt, og det vil være en dejlig nyhed for alle i cykling, hvis det blev til noget.

- Men min kontrakt er lavet med Team Saxo Bank, og der er ikke noget bedre hold for mig lige nu. Selvfølgelig kunne det være spændende i fremtiden, men de næste to år er jeg her, sagde spanieren.

Alberto Contadors primære mål næste år er at genvinde Tour de France, men han har også øjne på Vuelta a España og mener, at han er stærk nok til at vinde begge dele, hvis ellers ruterne passer ham.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV