Contador mister førertrøjen i Giroen efter sent styrt

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

En rolig etape fik en hektisk afslutning med et sent styrt, da 13. etape af cykelløbet Giro d'Italia blev kørt fredag.

Styrtet med lidt over tre kilometer til målstregen betød, at Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) mistede den samlede føring, så Fabio Aru (Astana) er ny mand i den lyserøde førertrøje.

Italieneren er 19 sekunder foran Contador, der havde 17 sekunder ned til Aru før fredagens etape.

Var styrtet sket inden for de sidste tre kilometer, ville spanieren være blevet noteret for samme tid som Fabio Aru, der undslap styrtet.

Dagens helt store taber var endnu en gang australske Richie Porte.

Sky-rytteren, der for nogle dage siden punkterede og senere fik en tidsstraf på to minutter for at have lånt et hjul fra en konkurrent, røg også ned i styrtet. Porte mistede endnu mere tid end Contador.

Dermed ser Richie Portes muligheder for at gøre sig til i det samlede klassement nu endeligt ud til at være forpassede.

Etapen blev vundet af italieneren Sacha Modolo, som var hurtigst i spurten efter 147 flade kilometer fra Montecchio Maggiore til Jesolo.

Han vandt foran landsmanden Giacomo Nizzolo (Trek).

Et udbrud på tre ryttere sad længe fremme, men udbryderne blev indhentet 17,5 kilometer før målstregen.

Med i udbruddet var blandt andre tyske Rick Zabel, søn af den tidligere sprinter Erik Zabel, der vandt den grønne pointtrøje i Tour de France seks gange i træk fra 1996-2001.

Sprinterholdene ville for alt i verden undgå fadæsen fra tirsdagens 10. etape, hvor de ikke fik lukket hullet til en gruppe udbrydere, så italieneren Nicola Boem vandt den ellers flade etape.

Det lykkedes, indtil styrtet rev mange ryttere ned, og blandt andre den tyske sprinter André Greipel nåede ikke helt med frem til at kunne true Sacha Modolo.

/ritzau/