Contador om Froomes angreb: Lod ham køre væk med vilje

Skrevet af admin

11/09/2014

Mest læste i dag

Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) lod torsdag Chris Froome (Sky) køre væk med vilje på den afsluttende stigning af 18. etape i Vuelta a Espana.

Med 2,5 kilometer til målstregen satte Froome sit angreb ind og endte med at tage 20 sekunder på Contador i den samlede stilling, hvor spanieren nu har 1,19 minut ned til briten inden Vueltaens tre sidste etaper.

Contador mener, at det var op til Alejandro Valverde (Movistar) at lukke hullet til den angribende Froome. Derfor optog Contador ikke forfølgelsen.

- Da Froome gik til angreb, så besluttede jeg, at ansvaret måtte ligge hos Alejandro, da han lå på andenpladsen i klassementet.

- Jeg var klar over, at tidsforskellen ville blive minimal ved målstregen, fordi de to sidste kilometer var nemmere. Jeg tabte tid, men det bliver forhåbentlig ikke noget problem, siger Alberto Contador.

Alejandro Valverde havde et hul på tre sekunder til Chris Froome før 18. etape, men nu indtager britiske Froome andenpladsen med en afstand på 13 sekunder til Valverde.

Selv om Chris Froome fortsat skal indhente en hel del på Alberto Contador for at vinde Vueltaen, så er det ikke helt umuligt. Lørdag venter en barsk bjergafslutning og på løbets sidste etape på søndag skal rytterne ud på en kort enkeltstart.

Froome lykkedes dog ikke med at hive sejren hjem på 18. etape, da italienske Fabio Aru (Astana) slog ham på de sidste meter.

/ritzau/AFP