Contador parkerer ambitiøst grand tour-mål

Skrevet af admin

17/09/2014

Mest læste i dag

Søndag vandt Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) Vuelta a España for tredje gang i karrieren og bragte sig dermed op på sammenlagt otte grand tour-triumfer, hvor af han dog er blevet frataget to af dem på grund af en dopingdom.

Han har vundet alle tre store etapeløb i Spanien, Frankrig og Italien, men drømmen om at vinde dem alle inden for samme kalenderår har han parkeret.

Det var ellers et mål for ham, da han blev præsenteret som en del af Bjarne Riis' cykelhold i 2010.

- For øjeblikket er det ikke et mål.

- Jeg må overveje det, da det motiverer mig at gøre noget anderledes. Men jeg må også kigge på fordelene og ulemperne, og i dag tror jeg ikke, at jeg vil gå efter det, siger Alberto Contador i en pressemeddelelse.

Hans næste store mål er Tour de France 2015. Han har revanche til gode, efter at han skuffende måtte udgå af 2014-udgaven som konsekvens af et styrt.

- Det første, jeg tænker på, er Touren, og jeg vil gøre det bedste for at forberede mig og komme i form, selv om jeg ved, at det bliver svært at vinde.

Søndagens Vuelta-triumf var karrierens tredje, men han vægter den ikke som den største, selv om han mod egen forventning blev klar ovenpå sommerens skade og slog alle konkurrenter.

- Alle sejre er noget specielt, og den mest specielle var måske i 2012, fordi min form ikke var den bedste, og jeg var nødt til at opfinde en etape, som ændrede klassementet, siger han med hentydning til en flad etape, hvor han overraskende vandt afgørende tid.

Contador er udtaget til det spanske hold, der kører VM på hjemmebane sidst på måneden. Derefter forventer han at lukke sin sæson med Lombardiet Rundt i begyndelsen af oktober.

/ritzau/