Contador: Touren er en vild oplevelse for Valgren

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

Tinkoff-Saxos Alberto Contador er glad for sin danske hjælperytter Michael Valgren, der er med til Tour de France for første gang.

Den 23-årige thybo er efterhånden ved at finde sig til rette i løbet, men skulle ifølge den spanske kaptajn lige bruge lidt tid til at kapere alle indtryk fra det cirkus, som verdens største etapeløb også er.

- De første 10 dage var ret vilde for ham. Han har skullet vænne sig til den enorme opmærksomhed, der er om Tour de France. Der står tv og journalister ude foran bussen hver eneste dag, forklarer Alberto Contador.

Valgren spillede en stor rolle som stærkt trækdyr, da Contador vandt Vuelta a Espana sidste sæson.

I Tour de France har man foreløbig set lidt mindre til den talentfulde dansker, der dog arbejdede hårdt forrest i feltet på fredagens 13. etape, da udbryderne skulle køres ind i den stegende hede.

- Han var meget vigtig for mig, da jeg vandt Vuelta a Espana, og han er en god mand for holdet. Jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal komme til at køre Tour de France mange gange, og engang i fremtiden skal han også nok vinde en etape, spår Contador.

Valgren har også kontrakt med Tinkoff-Saxo i den kommende sæson.

/ritzau/