Contador tvivler på Vuelta-deltagelse

Skrevet af admin

20/07/2014

Dagens topnyheder

Tinkoff-Saxos kaptajn Alberto Contador er stærkt usikker på, om han kan deltage i sit hjemlands store etapeløb Vuelta a Espana.

Løbet var på spanierens plan, men styrtet og det brækkede skinneben, som tvang ham ud af Tour de France, gør det til et næsten umuligt kapløb med tiden.

- Jeg kan godt lide at have muligheder, men det ser svært ud. Mit ben begrænser mig meget, siger han til tv-stationen Teledeporte.

Spanieren fortæller, at hævelsen har fortaget sig en smule, men smerterne er stadig slemme. Og det er ikke den eneste forhindring.

- Mine sting skal sidde i tre uger, og såret sidder et sted, hvor det kan åbne sig og skabe flere problemer og forsinke det hele. Det vil give tre uger væk fra cyklen, og det er for meget, siger Alberto Contador videre.

Spanieren vandt Vueltaen i 2012, men valgte den fra sidste år. Da lovede han til gengæld at komme tilbage i 2014, og med deltagelse af Chris Froome (Sky) og årets vinder af Giro d'Italia Nairo Quintana (Movistar) er der ellers lagt op til et møde mellem giganter.

Men Contador vil ikke køre, hvis han ikke er ordentligt forberedt.

- Det er helt sikkert kompliceret, for det er ikke bare et spørgsmål om, at deltage, men om at være i form til det. Jeg elsker at konkurrere, og jeg vil elske at køre mit hjemlands store etapeløb, men vi må se, om jeg kan nå at være der med et ordentligt niveau, siger Alberto Contador.

Vuelta a Espana begynder den 23. august i Jerez.

/ritzau/