Contador vil tilbage på Tour-tronen: Ændrer program

Skrevet af admin

28/11/2013

Mest læste i dag

Når man som Alberto Contador er vant til at vinde Tour de France og de andre store etapeløb, er det ikke godt nok at blive nummer fire.

Det signalerede spanieren og hans chef Bjarne Riis allerede i sommer. De har også indikeret, at de ville ændre forskellige ting i forhold til den kommende sæson, og en af de knapper, man kan skrue på, er løbsprogrammet - forberedelsen.

Saxo-Tinkoff-holdet er for tiden på træningslejr på Gran Canaria.

Herfra siger sportsdirektør Philippe Mauduit til den franske avis L'Équipe, at Alberto Contador i 2014 vil bygge formen for at jagte succes i udvalgte perioder undervejs i sæsonen, modsat i 2013, hvor han byggede formen langsomt op mod Tour de France.

- Den løsning, vi valgte i 2013 passede hverken med Albertos fysik eller mentalitet. Tidligere år har han gået efter tidlige løb som Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Det er mere den løsning, vi skal tilbage til, siger Mauduit ifølge avisen.

Contador har vundet begge løb to gange tidligere.

- Nogle ryttere har, som Alberto, brug for en mere cyklisk tilgang, hvor de har en stor arbejdsbelastning for at toppe formen. Derefter en afslappende periode, så en ny stor arbejdsbelastning og endnu en formtop.

- Det passer bedre til nogle rytteres motivation. Hvis man ikke forstår det og tager hensyn til det, er der stor risiko for, at man fejler, fortsætter sportsdirektøren.

Hvilke løb, Alberto Contador så kører i foråret, bliver ikke lagt fast, før ruterne er offentliggjort.

- Blandt andet kender vi ikke ruten til Paris-Nice endnu. Før vi beslutter os for et cykelløb, er vi nødt til at vide, hvilket underlag, vi skal danse på, fortsætter Mauduit.

Til gengæld har 2013 vist, at det danske cykelholds kaptajn kun skal træne i perioden fra slutningen af april til midten af maj. Da er han nemlig hårdt plaget af pollenallergi.

/ritzau/