Contador viser Tour-form og vinder i Route du Sud

Skrevet af admin

20/06/2015

Mest læste i dag

Tinkoff-Saxos Alberto Contador ligner en mand, der er på vej mod topformen før Tour de France, der begynder om to uger.

Lørdag vandt Alberto Contador tredje etape i det lille franske etapeløb Route du Sud.

På den 181 kilometer lange etape med mål i Bagnères-de-Luchon satte han blandt andet den stærke colombianske bjergrytter Nairo Quintana på plads.

- Alle mine holdkammerater gjorde det godt i dag, og derfor var jeg nødt til at gøre det færdigt. Jeg spurgte Quintana, om han ville samarbejde i jagten på Pierre-Roger Latour, men det ville Quintana ikke.

- Han svarede, at han følte, jeg var for stærk, siger Alberto Contador.

De to fulgtes ganske vidst ad på etapens sidste stigning - en kategori 1-stigning med top cirka 20 kilometer fra mål - trods flere forsøg på angreb fra Contador.

Men på nedkørslen lykkedes det spanieren at skabe et lille hul, og han kom i mål 13 sekunder før Quintana.

- Jeg prøvede at kontrollere løbet til toppen, hvor jeg tog et par meter på Quintana, og da vidste jeg, at det var et spørgsmål om at holde fast frem til målstregen.

- Alle sejre er vigtige og giver moral, men denne betyder ikke meget. Tour de France er stadig mit hovedmål, siger Contador.

Unge Mads Pedersen (Cult) var igen i udbrud, men han blev kørt ind med 45 km igen og måtte sande, at scenen tilhørte de store navne.

I det samlede klassement fører Contador med 17 sekunder ned til Quintana på andenpladsen inden søndagens afsluttende etape.

Efter sejren i Giro d'Italia i maj bebudede Contador, at han skulle hvile sig frem mod Tour de France. Den kortere løbspause ser umiddelbart ud til at have givet stærke ben.

/ritzau/