Contadors højre hånd: Vi går 100 procent efter sejren

Selvom Tour de France endnu ikke er nået til hverken Alperne eller Pyrenæerne, så er ryttere og sportsdirektører i feltet tilsyneladende enige om, at det er løbets kongeetape, vi kommer til at se mandag.

Tinkoff-Saxo vil gribe chancen og forsøge at distancere Vincenzo Nibali og de øvrige rivaler, fortæller Alberto Contadors løjtnant Michael Rogers.

- Vi går helt sikkert efter etapesejren, siger Michael Rogers.

- Som jeg ser det, er det kongeetapen i dag, og det vil ikke overraske mig, hvis der bliver store tidsforskelle mellem favoritterne.

- Det er ikke rigtigt store bjerge. De er relativt korte og stejle, men der er ingen flade steder i dag, så det bliver hårdt.

- Klassementet er stadig ret tæt, så mange ryttere mener, at de kan være med i topstillingen. Jeg kan ikke se, at de store favoritter åbner op før den sidste stigning, siger han.

Astanas italienske kaptajn, Vincenzo Nibali, er umiddelbart manden, der skal besejres på etapen til La Planche des Belles Filles.

- Indtil videre har han ikke vist svaghedstegn. Han har kørt exceptionelt hele ugen og været meget smart og intelligent. Vi har stor respekt for ham, men i dag vil vi gøre alt for at knække ham med Alberto og hele holdet, siger Rogers.

Lotto-Belisol erobrede førertrøjen med franskmanden Tony Gallopin søndag, men australieren venter ikke, at det belgiske mandskab vil forsøge at holde det hele samlet i dag.

- Jeg tror ikke på, at Lotto vil kontrollere løbet i dag. Jeg tror, at de vil være glade for bare at beholde trøjen, hvilket kan gøre det svært at kontrollere. Ryttere vil forsøge at komme i udbrud, også nogle af dem fra top-10, siger australieren.

Også Treks danske sportsdirektør Kim Andersen forventer tidsforskelle på 10. etape.

- Jeg mener, at det er løbets kongeetape. Den er ikke særligt lang, men der er alligevel 3800 højdemeter. Det bliver meget hårdt, siger Kim Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV