Coop indleder magtkamp med Carlsberg

»Vi er ved at indgå aftaler med andre leverandører end Carlsberg. Aftalerne skal kompensere for den omsætning og den indtjening, som vi mister på Carlsberg,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos Coop, der tæller Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma.

Opgøret med Carlsberg skyldes uenigheder om priser og vilkår. Der er ifølge Coop ikke tale om tomme trusler, men derimod om konkrete handlinger.

»Vi neddrosler samarbejdet med Carlsberg. Til gengæld opprioriterer vi samhandlen med små, danske bryghuse. Også større danske og udenlandske bryggerier vil vi øge samarbejdet med,« siger Jens Juul Nielsen.

Flere specialprodukter fra Carlsberg bliver derfor fjernet fra hylderne i Coops 1.200 butikker.

»Vi siger farvel til »Jacobsen«-øl fra Carlsberg, ligesom vi har fravalgt en lang række andre specialprodukter fra Carlsberg – både inden for øl og vand,« siger Jens Juul Jensen.

Samtidig kommer Carlsbergs populære brands som Coca-Cola, Tuborg og Carlsberg ikke mere på tilbud i Coops butikker, når den allerede trykte tilbudsavis for uge 17 er kommet på gaden.

De to parter er røget i totterne på hinanden om priser og vilkår i en stor million­aftale, efter at Coop har åbnet to Fakta-butikker syd for grænsen. Ifølge Berlingske Business’ oplysninger har Coop fået indsigt i, at Carlsberg tilbyder lavere priser til butikker syd for grænsen, og det har Coop brugt som argument for at presse prisen ned på Carlsbergs produkter i Danmark.

»Der kan være flere elementer, som vi diskuterer, men det centrale er prisstigninger, som Carlsberg har varslet. Vi vil ikke være med til, at Carlsberg presser priserne op i Danmark,« siger Jens Juul Nielsen.

Sammen med andre mærkevareleverandører er Carlsberg med til at betale et markedsføringstilskud på anslået 12 mia. kroner årligt til de danske dagligvarekæders tilbudsaviser. Dette tilskud er centralt, når Carlsberg og Coop forhandler, men Coop ønsker ikke at løfte sløret for, hvor meget Carlsberg hidtil har givet i markedsføringstilskud.

»Jeg vil ikke gå ind i enkeltheder om vores forhandlinger. Jeg kan bare sige, at det er den samlede pris, som vi handler om,« siger Jens Juul Nielsen, der beklager, at forhandlingerne har været frugtesløse.

Det kan ramme begge parter på bundlinjen, hvis de ikke når til enighed. Carlsberg mener dog, at det er Coop, som må gøre noget for at få forhandlingerne tilbage på sporet. Carlsberg er nemlig låst.

»Da vi har en form for monopolstatus i Danmark med over 40 procent af markedet, er vi forpligtet til at levere til Coop. Så Coop bestemmer, hvad de vil have, og vi kan ikke sige nej. Det er dem, som har bolden,« siger Jens Bekke, kommunikationsdirektør hos Carlsberg.

Han ønsker ikke at svare på, om det er korrekt, at Carlsberg sælger sine produkter billigere til det tyske marked end til det danske.

»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger han.

»Vi kan ikke rigtigt oplyse detaljer eller tal. Det vil være upassende at gå ind på,« tilføjer han.

Danmark er et vigtigt marked for Carlsberg, og Coop er en væsentlig kunde med 1.200 butikker, som Carlsberg meget nødigt vil miste, da det vil slå igennem på bryggeriets top- og bundlinje.

»Jeg kan sige så meget, at Coop er en meget vigtig kunde for os. Derfor forsøger vi også fortsat at nå til enighed,« siger Jens Bekke.

Han tør dog ikke sige, hvor hurtigt Carlsberg kan komme tilbage i Coops butikker, hvis det lykkes de to parter at begrave stridsøksen.

Striden mellem de to danske giganter er den foreløbige kulmination på et opgør mellem dagligvarekoncernen Coop og dens leverandører.

På begge sider af forhandlingsbordet er tonen blevet skærpet markant de seneste år, efter at de danske dagligvarekunder har fravalgt dyre varer og er blevet langt mere discountivrige og prisfokuserede end tidligere. Den vanskelige situation har fået Coops indtjening til at styrtdykke i 2012 til det ringeste resultat i fem år.

Dagens Gossip