Coop lukker 20 butikker med underskud

Skrevet af admin

01/02/2015

Mest læste i dag

Coop lukker en række Fakta-, Irma,- og Brugsen-butikker i hele landet.

Dermed skal adskillige medarbejdere i 20 Coop-butikker således se sig om efter et nyt arbejde i løbet af de næste par måneder.

Det bekræfter Coop over for Avisen.dk.

Det sker, fordi de pågældende butikker giver underskud, og intet tyder på, at den udvikling vender, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Butikslukningerne får konsekvenser særligt for én bestemt medarbejdergruppe, da supermarkedskæden ikke har mulighed for at tilbyde medarbejdere under 18 år nyt arbejde.

Langt over 100 unge servicemedarbejdere skal altså finde nyt job, men Coop går målrettet efter at tilbyde nyt arbejde til alle fastansatte, lyder det.

- De vil i videst mulig omfang blive tilbudt et job i en af vores andre Coop-butikker. Samlet set er der dog ikke tale om så mange medarbejdere i forhold til den udskiftning, vi generelt har i Coop, siger Jens Juul Nielsen.

I fagforeningen HK Handel understreger faglig sekretær Anne-Marie Helt dog, at det vil påvirke de fastansatte medarbejdere at skifte arbejdsplads, selvom de har udsigt til at få job i en anden butik.

- Og så er det ærgerligt, at vi risikerer at miste arbejdspladser. Der er mange butikker, der lukker nu, senest var der en del Kiwi-butikker i Jylland, der lukkede. Der bliver færre arbejdspladser at tage af, siger Anne-Marie Helt.

Lukningerne rammer særligt det sydlige Jylland og Storkøbenhavn.

Her er listen over butikker, som Coop lukker;

Fakta, Jelling

Fakta, Bjæverskov

Fakta. Sønderringvej, Assens

Fakta Mosevej, Kolding

Fakta, Mårslet

Fakta Svebølle

Fakta Nørregade, Padborg

Fakta, Augustenborg

Fakta Fensmark, Sølunden 1, Holmegaard

Fakta, Hals

Fakta, Brædstrup

Fakta, Egtved

Fakta Stengårds Alle, Lyngby

Irma Skovlunde Centret, Skovlunde

Irma Amager Landevej, Kastrup

Dagligbrugsen Ørslev, Ørslevvej 129 A, Vordingborg

Lokalbrugsen, Snertinge

Lokalbrugsen Ejsing Gl. Landevej 1, 7830 Vinderup

Lokalbrugsen Fjeldstedvej, Hvidovre

Superbrugsen, Taastrup

Kilde: Coop

/ritzau/