Cordua: Løkke skylder hos Gade og Kristian Jensen

Skrevet af admin

19/06/2015

Dagens topnyheder

Selv om Venstre smed 13 mandater, og formand Lars Løkke Rasmussen mistede over 20.000 personlige stemmer ved torsdagens valg, så vil partifællerne give formanden ro på bagsmækken til at danne en regering

Løkke genvandt magten, men han må tage hensyn til partifæller som Søren Gade og næstformanden Kristian Jensen, når han lægger sin ministerkabale.

Det vurderer politisk kommentator Jarl Cordua, som er vært på Radio24syv.

- Han får ro til at danne regering, men skal naturligvis tage hensyn til magtforholdene i partiet. Det betyder især, at Søren Gade og Kristian Jensen skal tilgodeses. Det er der slet ingen tvivl om. Det tror jeg også godt, han ved, siger Jarl Cordua.

Løkke brugte Søren Gade, som kom ind med et kanonvalg i Nordjylland, da han i juni 2014 fik Kristian Jensen til at undlade et kampvalg om formandsposten.

Til gengæld har Løkke ved valget mistet støtter som finansordfører Peter Christensen og integrationsordfører Martin Geertsen, mens Kristian Jensen har mistet formanden for skatteudvalget Mads Rørvig, påpeger kommentatoren.

- Søren Gade siger ting, der kan tydes som støjende illoyale. Det, tror jeg, handler om, at han vil have en tung post. Ellers laver han ballade. Kristian Jensen er næstformand, og skal tilgodeses. Det er en del af den deal, de har lavet, siger Jarl Cordua.

Ifølge Cordua var Lars Løkke færdig som formand, hvis han ikke havde vundet magten. Nu afhænger hans ministerkabale af, om han laver en Venstre-regering eller en regering med Dansk Folkeparti, påpeger han.

- Stærke kræfter i Liberal Alliance presser Løkke for, at Peter Christensen skal have en ministerpost. Løkke skylder ham goodwill. Der er også Troels Lund Poulsen, som knoklede for Løkke sidste år. Men er der plads til dem, spørger Jarl Cordua.

Han tror ikke på, at det lykkes at danne en flertalsregering, som Løkke ellers har meddelt, at han lørdag vil indlede forhandlingerne om.

/ritzau/