Cornelius gjorde lyncomeback i reservernes nederlag

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

FC Københavns angriber Andreas Cornelius gjorde mandag eftermiddag comeback i en kamp for reserverne - mindre end fire måneder efter sin alvorlige ankelskade.

Brøndbys reserver endte med at vinde kampen 2-0, men Cornelius var mest af alt lettet over at spille igen. Det blev til mere end en times spilletid.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at kunne spille så meget tidligere end forventet, men jeg kan da også mærke, at der er et stykke vej endnu.

- Så jeg fortsætter bare det program, der er lagt, og så må vi se, hvornår Ståle og trænerne mener, at det er tid til comeback i Alka Superligaen. Jeg kan ikke lige selv sætte en dato på her og nu, siger Cornelius til klubbens hjemmeside.

Han kunne ikke pege på én enkelt årsag til det hurtige comeback, men fremhævede en vellykket operation, og at han har haft en vellykket genoptræning med en masse dygtige folk omkring sig i klubbens sundhedssektor.

Efter 0-0 ved pausen bragte Christian Nørgaard Brøndby foran 1-0 efter 53 minutter, da han kom højest på et hjørnespark, og Christian "Greko" Jacobsen øgede til 2-0 efter 63 minutter.

Youssef Toutouh fik også en times spilletid på den centrale midtbane, og dermed er han også hurtigere i aktion end først frygtet, da han måtte udgå i udekampen mod Jablonec med en fiberskade.

Endelig er det værd at bemærke, at Kris Stadsgaard spillede sin første hele kamp siden foråret 2014. I sidste uge spillede han en halvleg mod Lyngbys reserver, og mandag fik han alle 90 minutter.

- Bentøjet har det udmærket, men jeg kan da godt mærke det i lungerne, for der er trods alt forskel på hård træning og så at spille kamp i 90 minutter. Men fedt at få fuld spilletid, siger Kris Stadsgaard.

/ritzau/