Cornelius' manager frygter ikke langtidsskade

- Vi holder øje med ham de næste par dage. Han misser sandsynligvis weekenden (Premier League-opgøret hjemme mod Everton, red.), men det er ikke noget, der kommer til at tage lang tid, sagde Mackay ifølge BBC om skaden.

Andreas Cornelius var efter en skadesplaget sæsonoptakt ikke med i den trup, som landstræner Morten Olsen udtog tidligere på ugen til VM-kvalifikationskampene mod Malta og Armenien den 6. og 10. september, men det lå i kortene, at der ventede en efterudtagelse til landsholdets sidste vilde jagt på andenpladsen i kvalifikationsgruppen. En andenplads, der kan give Danmark deltagelse i playoff-kampene om en plads ved VM i Brasilien næste år.

Den udtagelse ser nu ud til at hænge i en tynd tråd, og fokus for Cornelius er nok også i højere grad snart at få vist sin walisiske klub, Cardiff, at han har været en god investering.

- Det er skuffende, men han er kun 10 minutter inde i sin karriere her, så vi skal nok give ham tid, sagde Mackay.

Cardiff vandt i øvrigt pokalkampen mod Accrington 2-0.

Dagens Gossip