Cornelius: Nicolai Jørgensen ændrede kampen

I forrige sæson var duoen Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen særdeles farlig for modstanderen, når de dannede par i front.

I torsdagens Europa League-sejr på 2-0 over HJK Helsinki blev den dynamiske duo samlet igen, da Nicolai Jørgensen blev skiftet ind efter en times spil og scorede begge mål.

Og det var afgørende for kampens udvikling, mener Cornelius.

- Det er jo dejligt at have en så god indskifter som Nicolai. Han kom ind og udnyttede den plads, som forsvaret gav ham. Det kunne vi især se ved det andet mål, hvor deres forsvar var meget fokuseret på os andre spillere, siger Cornelius.

Indskiftningen af Jørgensen betød blandt andet, at fokus blev fjernet fra Cornelius, som blev dækket tæt op kampen igennem.

- I første halvleg blev det nok lidt for nemt for dem at dække mig op alene, så det var dejligt at få en stor gut ind, der kunne give noget plads i feltet.

- Det var ikke min bedste kamp. Jeg gjorde mange ting rigtigt, men jeg lavede også nogle fejl, hvor jeg eksempelvis ikke nåede at komme med i feltet. Så brændte jeg også et straffespark, men det er jo, hvad der sker, siger angriberen.

Sammen med resten af holdet kan Cornelius nu rette blikket mod søndag, hvor derbyet mod Brøndby venter.

- Kampen på søndag skal vi stadig vinde for enhver pris. Det har den her kamp ikke ændret noget på, siger Andreas Cornelius.

/ritzau/

Dagens Gossip