Cornelius og co. snyder United for sejr i overtiden

Skrevet af admin

24/11/2013

Mest læste i dag

Manchester United måtte indkassere et uventet pointtab, da de regerende mestre søndag var på besøg hos Andreas Cornelius og Cardiff.

En Cardiff-scoring i overtiden betød, at opgøret endte 2-2.

Den tidligere FC København-angriber Andreas Cornelius var kommet på banen syv minutter før slutfløjt og kunne derfor fejre det fornemme resultat med målscorer Bo-Kyung Kim.

Den lille sydkoreaner nåede højst i forbindelse med et frispark og kunne heade den vigtige scoring ind bag David De Gea i gæsternes mål.

Manchester United styrede ellers mod sejr ovenpå scoringer fra Wayne Rooney og Patrice Evra i første halvleg.

I kampens indledning havde gæsterne ganske vist svært ved at komme i nærheden af hjemmeholdets mål.

Wayne Rooney var tydeligt frustreret og pådrog sig en advarsel, men United-stjernen spillede sig op og leverede en stor kamp.

Efter et kvarter modtog Rooney bolden på kanten af Cardiffs straffesparkfelt og drejede rundt om sig selv, før han bankede United på 1-0.

Cardiff fik udlignet små 20 minutter senere. Uniteds Jonny Evans kunne slet ikke følge med værternes Fraizer Campbell, der løb en dybdeaflevering op og sendte bolden forbi David De Gea i gæsternes mål.

Campbell, der for flere år siden blev kasseret af United, var endda tæt på at score senere i opgøret, da han lobbede bolden op på overliggeren.

Det var en skade til netop Campbell, der betød, at Andreas Cornelius fik chancen i slutfasen, efter at danskeren har siddet udenfor med en skade i flere måneder.

I første halvlegs sidste minut øgede Patrice Evra til 2-1, og efter god kontrol i det meste af anden halvleg var det naturligvis en stor skuffelse for mesterholdet, at kampen endte med pointtab.

Manchester United har 21 point på Premier Leagues sjetteplads, mens Cardiff har 13 point i bunden af rækken.

/ritzau/