Cornelius: Salgsprisen motiverer mig

Cardiff City smadrede klubbens egen transferrekord, da waliserne for nylig købte Andreas Cornelius for omkring 60 millioner kroner i FC København.

Den 20-årige landsholdsangriber ser den store pris som en ekstra motivation.

- Jeg ser prisen, jeg blev handlet for, som en motivation. Hvis Cardiff vil betale så mange penge, så må jeg være god, og de må virkelig tro på, at jeg er god, siger Andreas Cornelius ifølge Sky Sports.

Angriberen beretter samtidig, at han var overrasket, da han pludselig var på vej til den nyoprykkede Premier League-klub.

- Det var lidt af en overraskelse. Jeg troede ikke, at FC København ville lade mig smutte. Det hele gik meget hurtigt. Men jeg følte, at det var den rigtige beslutning, siger Cornelius, der indtil for et år siden var ganske ukendt.

Efter salget af Dame N'Doye slog den unge angriber dog straks til for FCK i Superligaen, hvor han endte som topscorer med 18 mål. Samtidig fik han spilletid for landsholdet i Nicklas Bendtners fravær.

Nu er han havnet i Wales, og danskeren nyder livet.

- Det har været meget nemt at falde til. Alle er meget venlige i Cardiff.

- Det er meget spændende og en stor mulighed for mig. Vi har et godt hold, og jeg ser virkelig frem til det, siger Andreas Cornelius.

Cardiff åbner sæsonen i Premier League den 17. august, når klubben gæster West Ham i London.

/ritzau/

 

Dagens Gossip