Corydon bringer alt i spil ved forhandlingsbordet

Sådan lød meldingen fra finansminister Bjarne Corydon (S), da han under arbejdstitlen »Vækst og balance« tirsdag præsenterede regeringens udspil til en finanslov for 2014.

På et spørgsmål om, hvor meget af forslaget der er til forhandling, svarede finansministeren:

»Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed, Der skal være styr på den økonomiske politik. Når man kigger på dansk økonomi udefra, så skal man vide, at der er styr på den,« sagde Bjarne Corydon.

Han understregede flere gange, at finansloven for det kommende år skal lægge et »ansvarligt snit«.

»Der er fokus på vækst og job i det private og samtidig på velfærd,« sagde finansministeren og understregede, at det ikke er regeringen, der definerer »ansvarlighed«.

»Der er rigtig mange mennesker, der følger med i og vurderer om det, vi foretager os, er ansvarligt,« sagde Bjarne Corydon.

Finansministeren pegede på, at der er langt mere luft i den kommende finanslov, end der har været i de seneste år.

»Landet ligger sådan, at tingene er kørt så fornuftigt og ansvarligt, at der er mulighed for at lave nogle forbedringer. Der er ingen nye afgifter. Der er en sund afbalanceret måde at bruge skatteborgernes penge på og en mulighed for at forbedre samfundet,« sagde Bjarne Corydon.

Regeringen forventer, at samlede finanspolitik i 2014 vil skabe 15.000 flere job i den private sektor og øge BNP med knap en halv procent. De offentlige investeringer udgør 44 milliarder kroner i 2014 og øges således med knap tre milliarder kroner i forhold til 2013.

Dagens Gossip