Corydon: Derfor er finansloven afbalanceret

Regeringen har med sit forslag til næste års finanslov fundet den rette balance mellem at investere for at træde hjulene i gang i Danmark og fortsætte en ansvarlig kurs, der fastholder tilliden til dansk økonomi.

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S) i en pressemeddelelse.

- Vi ser nu tegn på et stemningsskifte i økonomien, og det er naturligvis opløftende. Men vi kan ikke tage opsvinget for givet. Derfor fortsætter regeringen med at skubbe på økonomien, så væksten får fat og flere danskere får et arbejde at stå op til, siger Corydon.

Han peger på, at regeringens samlede finanspolitik ventes at understøtte den private beskæftigelse med 15.000 personer i 2014.

- Men regeringens politik er afbalanceret. Vi stimulerer økonomien så meget, vi kan, uden at gamble med tilliden til dansk økonomi og med den rekordlave rente, der både gavner familiernes økonomi og virksomhedernes investeringer, siger Bjarne Corydon.

Ud over indsatsen for at skabe beskæftigelse peger finansministeren også på, at der på næste års finanslov afsættes 1,5 milliarder kroner til et løft af sundhedsvæsnet og 2,3 milliarder kroner mere til uddannelsesområdet end i 2013.

- Selvom det er hårde tider, insisterer regeringen på at sikre et stærkt fællesskab, hvor vi tager hånd om de svage og sikrer de bedste behandlinger til patienterne på vores sygehuse.

- Samtidig investerer vi i det, vi skal leve af i fremtiden - uddannelse og forskning, siger finansminister Bjarne Corydon.

Finansloven for 2014 lægger op til en moderat vækst i det offentlige forbrug på en halv procent af BNP. Det betyder ifølge Corydon, at det vil være muligt at ansætte op imod 2000 i den offentlige sektor.

/ritzau/

Dagens Gossip