Corydon: Elbæks syn på konkurrencestat står for egen regning

Det siger finansministeren tirsdag formiddag foran indgang til Finansministeriet.

»Jeg står for en meget aktiv vækstpolitik, hvor vi lægger vægt på at få skabt nogle arbejdspladser i Danmark, og det er mit synspunkt, og det er regeringens synspunkt, og så er det et personligt anliggende for Uffe Elbæk, hvordan han stiller sig til det,« siger Bjarne Corydon.

I forbindelse med sin exit forklarer Uffe Elbæk blandt andet:

»Udtalelserne om, at konkurrencestaten skulle være den nye velfærdsstat, tegner et helt andet Danmarks-billede end det, jeg personligt gik på valg på. Grunden til, at jeg overhovedet stillede op ved sidste valg, var jo netop at få et langt mere solidarisk, fællesskabsorienteret, empatisk og kreativt Danmark. Absolut ikke en konkurrencestat,« skriver han.

Bjarne Corydon siger, at han respekterer Elbæks valg.

»Det er en personlig beslutning, og det må man have respekt for. Det synes jeg ikke, jeg skal blande mig i,« siger han.

Sammen med tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen er Uffe Elbæk den anden tidligere minister, der ikke længere er del af regeringen. Bjarne Corydon mener ikke, at det kan bruges til at sige noget om regeringen.

»Nej, det synes jeg ikke, det gør. Vi har en glimrende og stærk regering, som er i gang med at løse Danmarks problemer, og det må være det væsentlige,« siger han.

Begrebet konkurrencestaten er i Danmark introduceret af politolog og professor Ove Kaj Pedersen, og begrebet dækker blandt andet over, at stater konkurrerer indbyrdes om at skabe mest mulig vækst.

Dagens Gossip