Corydon er glad for OECD-opbakning

Det luner hos finansminister Bjarne Corydon (S), at OECDs økonomer bakker regeringens kurs op. I hvert fald på det punkt, at opsvinget blusser op uden yderligere tændvæske.

»Selv om det ikke er prangende, glæder jeg mig over, at OECD også mener, at dansk økonomi så småt er på vej ind i et selvbærende opsving. Regeringen har gjort meget for at holde hånden under væksten og danske arbejdspladser nu og her, bl.a. har vi haft et historisk højt offentligt investeringsniveau,« skriver ministeren i en kommentar til Berlingske Business.

I OECDs prognose forventes en vækst i Danmark på henholdsvis 0,4 og 1,7 procent i år og næste år. Det er næsten på linje med regeringens seneste prognose, der lyder på henholdsvis 0,5 og 1,6 procent - i begge prognoser en samlet vækst på 2,1 procent over to år.

Regeringen investerer over de kommende 6-7 år over 90 milliarder kroner i den såkaldte vækstplan. Men finansministeren er også klar over, at den meget lave rente er central for et kommende opsving - en rente som blandt andet er et resultat af investorernes tiltro til danske økonomi.»Den lave rente holder hånden under titusindvis af arbejdspladser i disse år,« konstaterer Bjarne Corydon.

Dagens Gossip

Dagens TV