Corydon er ked af diskussion om Rigsrevisions-brev

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Rigsrevisionen skal undersøge alt det, der skal undersøges, i den såkaldte solcellesag, hvor klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) fik en velvoksen "næse" af Folketinget, fordi solcellelovens huller måtte lukkes i flere omgange.

Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S), efter at han sammen med regeringstoppen i et brev til Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) sætter spørgsmålstegn ved Rigsrevisionens undersøgelse af ministeriets arbejde i solcellesagen.

Det handler nemlig ikke om at blokere for Rigsrevisionens arbejde i solcellesagen, men er derimod en principiel diskussion, siger ministeren.

- Vi ønsker at få ting undersøgt, som de skal undersøges. Alle ministre i denne regering står gerne til ansvar. Men det er et principielt spørgsmål, hvordan vi ønsker arbejdsfordelingen i vort demokrati, siger Bjarne Corydon.

De fire ministre vil ikke lade Rigsrevisionen granske lovforberedelsen af solcelle-loven. Men det kan ministrene ikke nægte, mener forvaltningseksperterne Sten Bønsing, Aalborg Universitet og professor Jørgen Grønnegaard Christensen.

- Grundprincippet må være, at hvis rigsrevisor mener, at han har behov for at få udleveret nogle dokumenter for at kunne udføre sit arbejde, så skal han have dem, siger Sten Bønsing til Ritzau.

Bjarne Corydon mener derimod, at Rigsrevisionen går for langt i solcellesagen, selv om SF's Peder Larsen som statsrevisorernes formand kalder ministrenes krav "uden fortilfælde".

Spørgsmål: - To forvaltningseksperter siger til Ritzau, at hvis Rigsrevisionen kræver oplysningerne, så skal en minister udlevere dem?

- Det er præcis derfor, vi har henvendt os til Folketingets formand og præsidiet. Jeg er en lille smule ked af, at hele denne diskussion har skullet køres så højt op, siger Bjarne Corydon.

- Man går længere end hidtil i at sætte normer og standarder for, hvad der er godt lovforberedende arbejde. Grundloven lægger op til, at Folketinget vedtager lovene, og ministrene kan komme med forslag, som Folketinget kan forkaste, siger Bjarne Corydon.

/ritzau/