Corydon: Finanslov med blå blok er en mulighed

Skrevet af admin

31/10/2013

Mest læste i dag

Regeringen har ikke skrinlagt muligheden for en finanslovaftale med partierne i den blå blok.

Det understregede finansminister Bjarne Corydon efter et kort møde torsdag aften med De Konservative - et møde, hvor begge parter efterfølgende gik ud og satte tommelskruerne på de øvrige partier i deres egen blok.

- De kommentatorer der har vurderet, at det ville blive nemt og nærmest uproblematisk at få en finanslov på plads med Enhedslisten, de har vurderet situationen forkert, sagde finansministeren.

- Det er bestemt svære forhandlinger med store knaster, og vi holder mulighederne åbne for at lave en aftale med andre partier i folketinget.

Før mødet understregede De Konservatives leder, Lars Barfoed, ellers, at han ikke forventede at "blive omfavnet" af Bjarne Corydon for de forslag om blandt andet et stop for fradrag til fagforeningskontingenter, som partiet har med i posen.

Men efter det korte møde havde piben fået en anden lyd, og Barfoed benyttede lejligheden til - som det også er sket ved tidligere forhandlinger - at sende en bredside af sted mod Venstre for at "spille hasard" med mulighederne for at holde Enhedslisten fra fadet.

- Jeg synes, at Venstre virkelig nu skal holde sig i nærheden af det her forhandlingslokale. Jeg ser en mulighed for, at Venstre og Det Konservative Folkeparti kunne lave en aftale med regeringen om en finanslov, lød det fra Barfoed.

- Jeg fornemmer, at regeringen reelt har problemer med at finde en løsning med Enhedslisten, og det skal vi da udnytte, sagde Lars Barfoed.

Diskussionen mellem De Konservative og Venstre om, hvem der kaster sig mest taktik-frit ind i forhandlinger, blussede også op forud for skatteaftalen.

Og finansminister Bjarne Corydon var da heller ikke sen til at understrege, at han gerne tager plads på tilskuerrækkerne for at følge debatten mellem Venstre og De Konservative.

- Jeg synes da, at det er da en interessant debat, der er rejst i den borgerlige lejr om, hvordan man bedst håndterer de muligheder, der er i et forløb som det her, sagde han.

- Og mulighederne er jo til stede. Det handler om, hvorvidt man vil tage ansvar for en økonomisk politik med balance mellem ansvarlighed, jobskabelse og velfærd, sagde han.

/ritzau/