Corydon går helt til kanten for at sikre rød finanslov

Der er ikke flere penge i kassen.

Den sætning vil altid være fristende at bruge for en finansminister, der skal afværge dyre krav fra regeringens støttepartier i en finanslovforhandling.

Men når Enhedslisten og SF som de første bliver kaldt til forhandlinger i Finansministeriet, vil der være ekstra vægt bag finansminister Bjarne Corydons (S) ord.

Med finanslovforslag for 2015 har regeringen valgt at gå helt til grænsen for, hvor store underskud EU-landene må have. Det sker for at holde hånden under beskæftigelsen, men også for at sikre penge nok til at kunne lukke en aftale med SF og Enhedslisten.

Finansloven for næste år er nemlig med sikkerhed den sidste for S-R-regeringen, inden det kommende folketingsvalg.

Derfor er forventningen på Christiansborg, at regeringen skal have de to røde støttepartier med i en aftale. Venstre og de øvrige borgerlige partier har formentlig ingen interesse i at hjælpe en regering, som er så langt bagud i meningsmålingerne, at et regeringsskifte lige nu venter forude.

Alligevel har regeringen på forhånd "kun" fundet 1,5 milliard kroner til "målrettede velfærdsinitiativer", som Enhedslisten og SF får indflydelse på, når man i oktober og november går ind i de afgørende forhandlinger i Finansministeriet.

Dermed venter der en hård forhandling, når Pia Olsen Dyhr (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) møder op hos Corydon. De har begge krævet markante - og dyre - ændringer af dagpengesystemet.

Enhedslisten går planken ud med ønsket om helt at annullere dagpengereformen fra 2010. Reformen halverede dagpengeperioden fra fire til to år og forlængede genoptjeningsperioden fra seks til 12 måneder.

Det har regeringen dog blankt afvist, og finansloven indeholder ikke hjælp til dagpengemodtagerne - ud over regeringens forventning om, at beskæftigelsen både i år og næste år vil stige med mere end 20.000 personer.

Samtidig er de 1,5 milliard kroner slet ikke nok til eksempelvis at halvere genoptjeningsperioden fra 12 måneder til seks måneder, som både SF og dele af fagbevægelsen taler for.

Alligevel kan der ikke være tvivl om, at Corydon går efter at få en rød finanslov i hus. Regeringens fem milliarder kroner store satsning på bedre sundhed for blandt andre kronikere og kræftpatienter er skrevet ind i forslaget og vil formentlig appellere til SF og EL.

Også forslaget om at fordoble fradraget for fagforeningskontingent fra 3000 til 6000 vil være svært at afvise for SF og EL.

Begge partier er desuden bevidste om, at de kan stå med ansvaret for at Lars Løkke Rasmussen (V) kommer til magten, hvis de er for stejle i deres krav.

Både Enhedslisten og SF vil dog formentlig gå langt for at sikre - hvis ikke permanent - så midlertidig hjælp til de danskere, som mister retten til dagpenge.

Allerede på det første møde i Finansministeriet vil Bjarne Corydon dog formentlig minde om, at regeringen i forvejen bruger så mange penge, at statens underskud næste år bliver 3,0 procent af BNP.

Det er ifølge stabilitets- og vækstpagten grænsen for, hvor stort et underskud et EU-land må have.

/ritzau/

Dagens Gossip