Corydon i finanslovangreb på blå blok: Det sejler totalt

Skrevet af admin

09/09/2014

Mest læste i dag

Partierne i blå blok har så forskellige ønsker til, hvor meget den offentlige sektor skal vokse i de kommende år, at vælgerne reelt ikke ved, hvad de får, hvis blå blok sætter sig på regeringsmagten efter et kommende valg.

Så kontant er meldingen fra finansminister Bjarne Corydon (S) forud for førstebehandlingen af finansloven i folketingssalen tirsdag.

Han har i et svar til Folketinget beregnet, hvor meget de enkelte partier i blå blok lægger op til at bruge på det offentlige frem mod 2020. Forskellen mellem yderpolerne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, er 68 milliarder kroner.

Og det er er umuligt for blå bloks statsministerkandidat, Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, at få til at spille sammen, mener Corydon:

- Det sejler fuldstændigt. Det betyder jo, at danskerne ikke kan have nogen som helst anelse om, hvad de vil få på velfærd og økonomi, hvis man vælger en anden regering.

- Det betyder, at alle partierne i blå blok kan gemme sig bag en politik, der lyder godt på overfladen, men som der ikke er nogen som helst chance for kan blive til virkelighed i realiteten, fordi man simpelthen ikke kan nå til enighed partierne imellem, siger han til Ritzau.

Regeringen lægger op til en vækst på 0,6 procent fremadrettet. Det giver cirka 19 milliarder kroner mere at gøre godt med i 2020, fremgår det af svaret.

Dansk Folkeparti lægger op til at have fem milliarder mere end regeringen med en vækst på 0,8 procent, Venstre, der ønsker nulvækst, har 20 milliarder mindre, mens Liberal Alliance vil effektivisere for 1,5 procent, hvilket ifølge Finansministeriet reelt vil betyde 63 milliarder kroner mindre til det offentlige i 2020 end regeringens løsning.

- De blå partier skylder at fortælle vælgerne, hvordan de vil gøre det. Men det er der ingen af partierne, der har lyst til. De gemmer sig bag egne forslag og en utopisk forestilling om, hvordan det skal være.

- Men det hænger bare ikke på nogen måde sammen med den virkelighed, partierne skal operere i, siger Corydon.

Han mener, at det er Venstre, der har det største problem, fordi partiet ønsker at overtage statsministerposten.

- De nægter at lægge en plan frem for, hvordan nulvækst skal fungere ikke bare et år, men to, tre og fire år frem i tiden.

- Hvis ikke man lægger det frem i praksis, tænker jeg, så må det være fordi, man har noget at skjule, siger han.

Regeringen fremlagde sit finanslovforslag for 14 dage siden, mens Venstre kom med sit mandag. Finansloven ventes at være forhandlet på plads i midten af november.

/ritzau/