Corydon: Jeg går på weekend med et lille smil

Med et BNP, der voksede 0,5 procent i andet kvartal, er der lagt op til en god weekend for finansminister Bjarne Corydon (S).

Han glæder sig især over, at forårets lærerkonflikt tilsyneladende ikke har kostet så dyrt som frygtet for den økonomiske vækst. Regeringens skøn i sin seneste prognose var, at lærerkonflikten dæmpede den samlede vækst med mellem 0,1 og 0,2 procent i andet kvartal kvartal. Uden konflikten ville væksten altså have været endnu højere.

»Selvom man skal tage de her flash tal med et gran salt, så vil jeg gerne tillade mig at gå på weekend med et lille smil. Tallene er lidt bedre end vi havde ventet. Ikke mindst, fordi forårets lockout på undervisningsområdet trækker det offentlige forbrug ned,« siger Bjarne Corydon i en kommentar udsendt af Finansministeriet.

Bjarne Corydon hæfter sig især ved eksporten, der samlet steg med 1,8 procent i andet kvartal. Dog understreger han, at krisen ikke er overstået endnu, og at dansk økonomi fortsat kan udspy dårlige nøgletal i den kommende tid.

»Vi kan blandt andet konstatere på, at eksporten viser pæne tegn på fremgang, og det er jo godt for dansk økonomi - og ikke mindst alle de ansatte i private sektor. Selvom tallene i dag er opmuntrende, vil jeg gerne opfordre til, at indstiller os på, at der også den kommende tid både vil være tal, der peger i den ene og den anden retning. Derfor fortsætter regeringen også med at investere i dansk økonomi, så væksten får rigtig fat og flere danskere får et arbejde at stå op til. I alt betyder vores samlede finanspolitik, at vi understøtter den private beskæftigelse med 15.000 personer i 2014,« siger Bjarne Corydon.

Dagens Gossip