Corydon: Moderne politik kan både sikre vækst og velfærd

Regeringens fortsatte fokus på at styrke erhvervslivets konkurrenceevne kommer ikke til at stå i vejen for tiltag, der forbedrer velfærden.

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S), som afviser, at vækstpolitik automatisk er ensbetydende med blå økonomisk politik.

- Vi får ressourcer i de kommende år til at investere i et stærkere fællesskab og til at gøre vores velfærd bedre. Vores sygehuse, vores uddannelser, vores ældrepleje, og det vi gør for dem, der har det sværest.

- Men betingelsen for, at det kan lade sig gøre, er, at vi har systematisk fokus på at holde væksten oppe og skabe flere arbejdspladser. Vi må se i øjnene, at vi har savnet det fokus, siger Corydon til Ritzau og opsummerer:

- Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Mit budskab er, at en moderne økonomisk politik både kan og bør sikre begge dele på en gang.

Finansministeren fastslår tirsdag i et interview med Børsen, at et systematisk fokus på vækst og konkurrenceevne bør være et nyt grundvilkår i den økonomiske politik i Danmark.

Corydon vil ikke ind på, hvilke konkrete vækstinitiativer, som regeringen forestiller sig i årene fremover. Men han understreger, at bedre konkurrenceevne handler om meget andet end skattesatser og afgifter.

- Vi er nødt til at udvide diskussionen i forhold til at bruge penge. Det handler ikke kun om milliarder, bevillinger og skattelettelser. Det handler også om at bruge pengene smartere. Der er masser af ting, som kan gøres på en moderne måde, uden at det handler om at sænke skatten, siger han.

Finansministeren lægger samtidig op til, at der også fremover vil blive samarbejdet med både venstre og højre side af Folketingssalen - alt efter om fokus er på erhvervslivet eller velfærden.

- Det, en dygtig regering gør, er jo at finde en rigtig balance. Hvis man gør det klogt, kan man få både vækst og velfærd. Vi arbejder hver dag for at skabe et samarbejde på kryds og tværs, som forener de hensyn, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV