Corydon: Østergaard har principielt ret i dagpengedebat

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Finansminister Bjarne Corydon (S) tager De Radikales udmelding om et strammere dagpengesystem med ro.

- Det er velkendte holdninger fra De Radikale, og det er vel meget naturligt at komme med dem i en valgkamp.

- Vi er også kommet med vores klare og selvstændige holdninger til dagpengespørgsmålet. Så må man efter et valg se, hvor flertallet er. Dette er ikke en sag, der skal afgøres mellem Socialdemokraterne og De Radikale, siger Corydon til Ritzau.

Det er De Radikales leder, Morten Østergaard, som i fredagens Jyllands-Posten erklærer sig parat til at stramme dagpengesystemet.

Spørgsmål: Bjarne Corydon. Er du enig i, at dagpengereglerne skal være strammere?

- Morten Østergaard peger vel på, at det er vigtigt, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at målet er, at man får et job hurtigst muligt, hvis man er ledig.

- Det er principielt fuldstændig rigtigt. Det handler om at få folk i arbejde, og er der problemer med det, så er det vel noget, dagpengekommissionen peger på, og så må det drøftes, siger Corydon.

Finansministeren henviser til, at regeringen i juni 2014 nedsatte en dagpengekommission, der skal undersøge, hvordan det mere end 100 år gamle dagpengesystem bliver tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked.

Anbefalingerne kommer til september, men Socialdemokraterne har allerede meldt ud, at der ikke skal bruges flere penge på dagpengesystemet.

Morten Østergaard slår med sin udmelding ind på en mere reformivrig kurs end statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Spørgsmål: Bjarne Corydon, lægger dette ikke op til et reformopgør med jer?

- Jeg har med al respekt svært ved at se nyheden. Morten Østergaard er en god kollega fra et regeringsparti, som vi gerne samarbejder med, men som er i valgkamp. Jeg har respekt for, at De Radikale kommer med egne synspunkter, siger Corydon.

Spørgsmål: I virker langt fra hinanden på området. Hvordan vil det spille ind i jeres samarbejde?

- Jeg tager det med meget dyb sindsro. Vi har sørget for, at der er nedsat en dagpengekommission, og der er et åbent vindue for at få lavet nogle grundlæggende ændringer af dagpengesystemet, som har vist sig ikke at fungere optimalt.

- Jeg er fortrøstningsfuld. Flere og flere partier bevæger sig i vores retning, siger Corydon.

Dagpengereformen fra 2010 halverede dagpengeperioden fra fire til to år, og samtidig fordoblede den længden af den periode, man skal være i arbejde for at optjene ret til dagpenge fra 26 til 52 uger.

/ritzau/