Corydon: Solcellebrev ser ikke godt ud for regeringen

Skrevet af admin

06/11/2013

Mest læste i dag

Finansminister Bjarne Corydon (S) erkender, at det har været et noget rodet forløb, der onsdag fik Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til at bakke op om Statsrevisorernes fortsatte ønske om at undersøge det lovforberedende arbejde i den såkaldte solcellesag.

- Det er helt klart, at det ikke har været til nogen politisk fordel for regeringen eller for mig som repræsentant for regeringen. Det er der ingen tvivl om, siger Bjarne Corydon på et kort pressemøde i Finansministeriet.

Regeringstoppen ønskede ikke, at Rigsrevisionen skulle undersøge det lovforberedende arbejde, hvilket nu bliver tilfældet alligevel.

- Der har jo været betydelig kritik og i forbindelse med det her en offentlig debat om, at vi skulle have et motiv om at skjule nogle ting, der retteligt bør undersøges. Det er selvfølgelig ærgerligt, siger Corydon.

Alligevel stiller finansministeren sig tilfreds med, at der nu kommer en mere principiel diskussion af Rigsrevisionens rolle.

- Vi har ment, at der var et principielt spørgsmål, som der var brug for at få drøftet. Den drøftelse får vi, og det er dybest set det, vi har ønsket, lyder det fra finansministeren.

Solcelle-brevet til Mogens Lykketoft har vakt opsigt af to årsager:

For det første fordi regeringen i brevet lægger op til, at man ikke umiddelbart vil lade Rigsrevisionen granske det lovforberedende arbejde i forbindelse med solcelle-skandalen, før man har haft en "principiel overvejelse" om det.

Og for det andet er der det faktum, at regeringen overhovedet blandede Lykketoft ind i sagen.

Onsdag understregede Folketingets formand så, at det ikke tilkommer ham at blande sig i sagen, og at der i øvrigt er en stribe konkrete fortilfælde, hvor Rigsrevisionen - uden indvendinger fra nogen kant - har undersøgt lovforberedende arbejde.

Finansministeren står som underskriver af brevet sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R) og socialminister Annette Vilhelmsen (SF).

/ritzau/