Corydon: Solid finanslovaftale løfter velfærden

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Selvom regeringen har indgået en blå finanslov, så er der fortsat tale om en aftale, der løfter velfærden.

Sådan lyder det fra finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Der er indgået en fornuftig og meget solid finanslovaftale. Vi får fuldt ud gennemført det løft af velfærden, som vi har ønsket, siger Bjarne Corydon.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der fortsat et varigt løft på én milliard kroner til ældre på finansloven, selvom regeringen nu indgår aftalen om næste års finanslov med VK.

Dermed bevares et af de centrale punkter fra den aftale, som regeringen og Enhedslisten var tæt på at indgå.

Enhedslisten sagde dog i sidste ende nej til aftalen, fordi regeringen ikke vil være med til at skrive ind i serviceloven, at de ældre har krav på to bad om ugen.

Ifølge regeringen og en stribe socialdemokratiske borgmester ville et retskrav gå ud over det kommunale selvstyre og være alt for bureaukratisk at gennemføre.

Margrethe Vestager glæder sig over, at pengene fortsat kan gå til de ældre:

- Det var meget klart, da vi stod her i går, at vi gerne ville indgå en aftale med Enhedslisten. Vi har nu indgået en helt anden aftale. Der er dog en ting, der binder de to aftaler sammen, og det er løftet til de svage, ældre borgere, siger Margrethe Vestager.

V-formand Lars Løkke Rasmussen er også tilfreds med aftalen, og han afviser, at Venstre udelukkende er tilfredse med skattelettelserne til erhvervslivet, som aftalen også indeholder:

- Det lyder som om, vi ikke vil løfte velfærden. Det vil vi gerne, og vi gør det på en fornuftig måde med den her aftale, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/