Corydon til Johanne: Finanslovaftale kræver ansvarlighed

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Det kan godt lade sig gøre at forbedre velfærden på en række områder, slår finansminister Bjarne Corydon (S) fast, men Enhedslisten besværliggør finanslovforhandlingerne ved at skyde langt over mål med deres krav.

Det var igen budskabet fra finansministeren efter søndagens knap tre timer lange møde med Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, samt finansordfører Frank Aaen og Stine Brix.

- Vi ønsker jo en balance, der gør, at man både har en ansvarlig økonomisk politik, at man skaber arbejdspladser og hjælper vores erhvervsliv, og samtidig styrker vores velfærdssamfund.

- Og det er muligt, at vi kan løfte den opgave ved disse finanslovforhandlinger, hvis Enhedslisten vil ind og tage det ansvar, som det kræver at lave en aftale, siger Bjarne Corydon.

Hans reaktion kommer, fordi Johanne Schmidt-Nielsen forlod mødet med budskabet om, at regeringen ikke er villig til at rokke sig, og at man er langt fra at nå til enighed.

Enhedslisten foreslog på mødet et forsørgertillæg til de unge under 30 med børn, som bliver ramt af kontanthjælpsreformen. Derudover har partiet foreslået, at der skal skabes grønne job og bedre velfærd gennem flere offentligt ansatte.

Bjarne Corydon afviser dog hendes kritik:

- Vi føler jo, at vi har givet en række meget vidtgående tilbud ved forhandlingsbordet om at gøre en række af de ting, Enhedslisten har sat på dagsordenen, siger han.

Han mener ikke, at der er mange af de lande i Europa, der forhandler finanslov, som i det hele taget diskuterer muligheden for at "forbedre forholdene i forhold til velfærd for de mennesker, der har det sværest".

- Det er jo ikke partierne til højre for regeringen, der har disse ting på dagsordenen

- Derfor kræver det at Enhedslisten besinder sig, også i forhold til at løfte det ansvar, der skal til for rent faktisk at kunne indgå en aftale, for eller bliver disse ting ikke til noget, siger Corydon.

Corydon skal mødes med Enhedslistens forhandlere igen mandag eftermiddag.

/ritzau/