Corydon: »Vi kryber ingen steder hen«

»Vi kryber ingen steder hen. Vi løser bare de problemer, landet har, og jeg tror, at rigtig mange mennesker har kigget på politikerne - også de Konservative - i det her forløb og tænkt: Nu er det aftalt, at børnene skal lære noget mere, så hvordan kan det være, at vi skal vente to-tre år med at få den fordel ud til hundredtusindvis af børn. Og det har jeg såmænd også tænkt,« siger finansministeren.

Torsdag eftermiddag præsenterede han - sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og en række øvrige ministre - det endelige folkeskoleforlig foran Kongeskærskolen i Allinge på Bornholm, hvor der netop nu er Folkemøde.

Forligspartierne lader nu de Konservative få deres vilje, så lektiecafé i skoletiden bliver frivilligt frem for obligatorisk. Desuden skal lektiehjælpen placeres i ydertimerne om eftermiddagen. Det betyder, at reformen nu kan gennemføres i to trin fra henholdsvis august 2014 - og efter næste folketingsvalg.

Corydon kalder det en »overgangsaftale«.

»Der er ikke ændret et komma i vores udspil. Alt det, vi har aftalt i den her kreds af partier, træder i kraft efter næste folketingsvalg, og på vejen hen mod næste folketingsvalg bliver der den undtagelse, at lektiehjælpen bliver valgfri for børnene,« siger Bjarne Corydon, der i tre døgn har forsøgt at overtale den konservative leder til at være med i aftalen.

Lars Barfoed forlod forhandlingerne i sidste uge under stor dramatik. Det var netop de øvrige partiers ønske om en obligatorisk lektiecafé, der fik ham til at gå, og derefter forhandlede regeringen en aftale på plads sammen med Venstre og Dansk Folkeparti.

Når de obligatoriske lektiecafé-timer nu bliver pillet ud af reformen, betyder det, at 1. til 3. klasse skal gå i skole 28 timer om ugen, 4. til 6. klasse får en 30 timers uge, mens de ældste elever får 33 timers undervisning om ugen.

Efter næste valg kan et flertal så beslutte, om det vil indføre obligatoriske lektiecaféer og dermed sætte timetallet op.

Dagens Gossip