Cosby forbavset over sigtelse - troede sagen var lukket

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

Bill Cosby er temmelig forbavset over en sigtelse, han blev mødt med onsdag fra anklagemyndigheden i den amerikanske delstat Pennsylvania, i en 12 år gammel sag om "seksuel krænkelse".

Den amerikanske skuespiller troede, at sagen fra 2004 var lukket, fortæller hans advokat.

Advokaten Monique Pressley siger til tv-programmet Good Morning America, at Bill Cosby afgav vidneforklaring i sagen, da han "skønnede, at der ingen risiko var for, at han ville blive sigtet for noget kriminelt".

- Han er ved godt mod, og han har tillid til, at hans advokater vil sikre ham retfærdighed, siger Monique Pressley.

Flere end 50 kvinder har beskyldt komikeren for krænkelser, men Cosby er aldrig tidligere blev sigtet i en kriminalsag.

Det var vidneudsagn fra en civil retssag i 2005, som fik anklagemyndigheden til at genåbne sagen mod skuespilleren, der er kendt for blandt andet "The Cosby Show".

Den 78-årige tv-stjerne blev onsdag sigtet af anklagemyndigheden for "groft krænkende overgreb" mod en kvinde i 2004, og han blev samme dag fremstillet i retten i Montgomery County.

Han er anklaget efter paragraffer, hvor den maksimale straf er op til 10 års fængsel.

Den 78-årige skuespiller har under ed sagt, at han har haft seksuel kontakt med kvinden for 12 år siden. Men det skete ifølge Cosby med kvindens samtykke, oplyser tv-kanalen WCAU.

Ifølge sigtelsen har Bill Cosby først overtalt sit offer til at drikke vin og tage nogle piller, som han havde skaffet til hende. Efterfølgende forgreb han sig på hende, lyder det. Overgrebet fandt sted i januar 2004.

På onsdagens pressemøde fortæller anklager Kevin Steele, at kvinden, Andrea Constand, mødte Cosby gennem sit arbejde med kvindebasketballholdet på Temple University.

Sigtelsen kommer, kort inden sagen ville falde for forældelsesfristen. Det ville ske i 2016, da fristen i den type sager er 12 år.

/ritzau/dpa