Costa Concordia vil blive trukket væk i juni

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

De italienske myndigheder og det redningsmandskab, der arbejder på at få fjernet vraget af det forliste krydstogtskib Costa Concordia fra det sted, hvor det forliste nær den italienske ø Giglio, vil fjerne fartøjet i juni.

Den italienske miljøminister fremlagde sammen med en række eksperter fredag i Rom en plan for den næste fase af mammut-aktionen.

- Vi er overbeviste om, at vi kan fjerne skibet inden udgangen af juni, siger Michael Thamm fra den øverste ledelse i Costa Crociere, som ejer fartøjet.

De italienske myndigheder bekræfter, at juni vil blive anvendt til projektet, medmindre vejret bliver dårligt.

- I den næste turistsæson på øen vil skibet være væk, siger miljøministeren, Andrea Orlando.

Der er ikke blevet oplyst noget om, hvor vraget vil blive trukket hen, men en beslutning ventes at foreligge i marts.

Skibet vil blive skåret op senere på året.

32 ud af de mere end 4000 om bord druknede, da skibet kæntrede 13. januar 2012. Fartøjet sejlede for tæt på øen og ramte en undersøisk klippe.

Arbejdet med det 290 meter lange skib blev indledt i Toscana i foråret, da såkaldte sænkekasser blev fæstnet til Costa Concordia.

Bjærgningen af vraget er angiveligt den største i søfartens historie.

Skibets kaptajn, Francesco Schettino, er den eneste, der fortsat retsforfølges, efter at fire besætningsmedlemmer og en ansat hos skibsoperatøren sidste år erklærede sig skyldige og fik domme på op til 34 måneders fængsel.

/ritzau/AFP