Costa Concordias kaptajn skal 16 år i fængsel

En appeldomstol i Firenze i Italien har stadfæstet dommen på 16 års fængsel til Francesco Schettino, der var kaptajn på krydstogtskibet Costa Concordia.

Det store krydstogtskib stødte på grund og lagde sig på siden ved den italienske ø Giglio i Italien i 2012.

32 mennesker omkom.

Schettino var ikke i retten, da dommen blev læst op af dommer Grazia D'Onofrio.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at han ikke skal i fængsel umiddelbart, da retssystemet stadig har appelmuligheder for ham.

Schettino blev dømt til 16 år og en måned i fængsel i februar 2015, efter at en dommer havde sagt, at hensynsløs opførsel var skyld i, at det store skib ramte et undersøisk skær tæt på øen.

Derefter tog skibet vand ind og endte med at lægge sig på siden ved indsejlingen til Giglo.

Kaptajn Schettino blev kendt skyldig i drab på flere mennesker, for at være skyld i en katastrofe til søs og for at have forladt sit skib, inden alle passagerer og besætningsmedlemmer var evakueret.

Det var en optræden, der siden gav ham navnet "Kaptajn Kujon" i pressen.

Der var flere end 4200 mennesker om bord på krydstogtskibet, herunder 3200 turister.

To af de 32 omkomne er aldrig fundet.

Kaptajnens forsvarere har fastholdt, at ulykken og de dødelige konsekvenser hovedsageligt skyldtes svigt i organisationen bag skibet, altså rederiet Costa Crociere, dets indonesiske ejer og også svigt hos den italienske kystvagt.

Costa Crociere undgik et potentielt erstatningskrav ved at acceptere delvis skyld og ved at betale en bøde på en million euro, omkring 7,45 millioner kroner.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip