Fodboldfesten fortsætter for upåagtede Costa Rica ved VM i Brasilien.
Søndag vandt holdet 6-4 over Grækenland efter straffesparkskonkurrence i Recife.
Kampen sluttede 1-1 efter 120 minutters effektiv spilletid.
Med sejren i 1/8-finalen er costaricanerne klar til at møde Holland i kvartfinalen på lørdag.
Det er første gang, at Costa Rica er nået så langt ved VM.
Noget af en bedrift af holdet, der af eksperter var afskrevet som kanonføde i den stærke gruppe D med Italien, Uruguay og England, men som endte med at vinde gruppen med syv point.
/ritzau/