Costa Ricas landstræner: Vi fortjente sejren

Skrevet af admin

30/06/2014

Dagens topnyheder

At Costa Rica er blandt holdene, der har spillet sig frem til kvartfinalerne ved VM, var der nok ikke mange, der på forhånd havde forventet. Men ifølge landstræner Jorge Luis Pinto er det fuldt fortjent, at holdet sejrede i 1/8-finalen.

Costa Rica så ellers ud til at være knækket, da Grækenland udlignede til 1-1 og fremtvang forlænget spilletid.

Men da straffesparkene skulle eksekveres, gik costaricanerne køligt til værks og leverede fem mål på fem skud. Costa Ricas målmand Keylor Navas, som Fifa kårede til kampens spiller, reddede det fjerde græske forsøg.

- Selvtilliden ved straffesparkene var enorm. Vi vidste, at vi fortjente sejren for vores indsats, siger landstræneren til Reuters.

Sejren blev tilmed sikret til trods for, at Costa Rica blev reduceret til 10 mand i anden halvleg.

- Til alle derhjemme og ude på gaderne - denne sejr er til jer, siger Jorge Luis Pinto ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Folket elsker fodbold, og de fortjener dette. Vi er ambitiøse, vi ønsker at vokse og udvikle os, og - hvis Gud vil - gå videre i denne turnering, fortsætter han.

Det endelige resultat i 1/8-finalen lød på 6-4. I kvartfinalen venter Holland.

/ritzau/